Jeg gik over min grænse.

Jeg arbejdede på et omsorgshjem i Nordjylland, som kontaktperson til en stofmisbruger med psykisk nedsat funktionsevne på 52 år. Efter at have arbejdet der i godt et år, er hun blevet meget knyttet til mig. Hun har meget svært ved at "godkende" mine medarbejdere, og jeg ender derfor med, at være den ene, ud af de to, som hun accepter til at hjælpe hende. Jeg bor tættest på, og bliver derfor tilkalde vagt, hvilket betyder, at hvis hun har brug for det, skal jeg komme hurtigst muligt.

En aften blev jeg ringet op, at jeg skulle skynde mig at komme, fordi den var helt gal.
Jeg ankom til stedet 40 min. senere, og døren er låst ind til værelset.
Pædagogen som er ansat på stedet, fortælte mig at hun var kommet ind på værelset med aftensmad, og havde mødt en grædende kvinde i færd med at skade sig selv. Hun havde tilbudt hjælp, men var næsten blevet jagtet ud af værelset, hvorefter hun ringede efter mig.

Eftersom døren var låst, var der ingen der vidste, hvad jeg var på vej ind til.
Jeg bankede på, og forklarede at det var mig. Ingen svarede.
Jeg lyttede, og kunne høre at sengen knirkede. - Der var altså liv!
Jeg bankede stille på igen, og hviskede at jeg var alene, hvorefter døren langsom blev åbnet på klem, så jeg kunne gå ind.

Jeg trak vejret dybt, og gik ind. Jeg blev mødt af et syn af sengtøj der var revet i stykker, som lagde overalt på gulvet med blod på. En kvinde, som sad med benene trukket op under sig i hjørnet af sengen, og græd.
Hun havde næsten ingen tøj på, og jeg kunne selv størknet blod på hendes ben, og i hendes ansigt.
Jeg kravlede op ved siden af hende i sengen uden at sige noget. Efter noget tid, hvor jeg havde nusset hende på ryggen, begyndte hun at løsne lidt op. Jeg holdt om hende, og aede hende i håret. Hun græd og græd.
Hun fortalte, at hun havde dårlig samvittighed overfor mig, og at hun var ked af at jeg skulle se hende sådan igen. - Jeg havde flere gange oplevet, at været kommet til besøg, hvor hun havde skåret i sig selv, men aldrig i så meget som nu. Hendes blik var stift, og hun stirrede ind i væggen. Jeg trøstede hende, og forsøgte at spørge lidt ind til, hvad der var gået galt. Hun var ikke klar til at snakke om det nu, så jeg bestemte mig for, at lade en professionel om det. Jeg vidste, at hun havde kontakt til psykolog to gange om ugen.

Jeg begyndte at rydde op på værelset, mens hun stadig sad i sengen. Hun græd ikke mere. Efter at have ryddet op, lagde jeg rent sengetøj på og vaskede gulvet. Jeg lavede et fad med vand, og fandt engangsklude, hvorefter jeg begyndte at fjerne blodet fra hendes krop. Mave, arme, ben og under fødderne. Hun sagde ikke en lyd. Der var sår, som jeg mente skulle kigges på af en læge, men hun insisterede på, at det ikke var nødvendigt. Jeg vidste, at hun havde en førstehjælpskasse, så jeg fandt den, og rensede sårene, og lukkede de helt dybe sammen med en slags tape, som man bruger til at holde huden sammen.
Da hun endelig var ren, fik jeg hende givet nattøj på. Jeg redte hendes hår, og frisurede hende.
Man kunne ikke længere se på hende, at hun havde været ked af det, og sårene var dækket.

Jeg kaldte den ansatte pædagog ind, som gav hende aftensmaden, og hendes medicin. Hun fik flydende metadon og flere forskellige piller. Jeg sad med hende, mens hun spiste aftensmad, og bagefter så vi fjernsyn.
Jeg fortalte hende, at jeg ville blive til hun var faldet i søvn, i mens jeg lagde dynen over hende. Jeg satte mig på en stol ved siden af hendes seng, og holdt hende i hånden til hun sov...

Dette var min historie.
Jeg er ikke uddannet pædagog, og på daværende tidspunkt var jeg 19 år.
Jeg skal ikke kan sige, og det jeg gjorde var rigtig eller forkert, men jeg gjorde, som jeg troede var bedst for hende. Jeg kunne mærke, at hun ikke havde lyst til at snakke om situationen, så jeg valgte at lade være.
På turen hjem i bilen blev jeg ramt af en følelse af, at jeg ikke havde taklet problemet rigtigt. Jeg blev bange og ked af det. Jeg frygtede, at hun lige nu var i gang med at skade sig selv igen. Jeg lukkede ikke et øje den nat. Dagen efter snakkede jeg med min leder, og fortalte om henendelsen. Jeg fortalte, at det var over min grænse, og at jeg gerne ville have, at vi var to fremover, når vi skulle til den slags nødkald. Derfor blev det sådan..

Man kan sige - og det synes jeg også selv - at jeg var for ung til sådan en situation, og at jeg ikke var rustet til at udføre den slags arbejde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der må være en grund til, at hun ville have at jeg skulle komme. Mig - ud af 26 ansatte, hvoraf jeg var den eneste uden uddannelse.
Jeg ved det stadig ikke den dag idag.